Det Islamiske Trossamfund ser med stor alvor på hændelsen tidlig lørdag morgen, som har resulteret i bekymring blandt moskégængerne og det bredere muslimske samfund i Danmark.
Hændelsen involverer en 27-årig mand, som ikke er tilknyttet eller kendt af moskéen, som de seneste seks dage uprovokeret har skabt uro og frygt med sin voldelige adfærd. Det har især ramt kvinder, børn og ældre. Vedkommende, som desuden er kendt af politiet, har været bevæbnet, bl.a. med kniv, og truet de besøgende i moskeen under sine mange besøg, på forskellige tidspunkter af døgnet. Politiet har været løbende informeret under hele forløbet. Det er dog beklageligt, at politiet – på trods af den viden de havde – ikke har sikret tilstrækkelig afskærmning af den 27-årige.
Dette eskalerede, da han væbnet og uvelkomment igen brød ind på moskéens matrikel. Tilstedeværende moskegængere, herunder nogle 15-17-årige, oplever den bevæbnede 27-årige som voldsomt truende, og vurderer deres liv i fare. Med det formål at forsvare sig selv, opstår en voldelig episode, som er del af politiets igangværende efterforskning.
Moskéen har altid været et trygt samlingspunkt for det omgivende samfund, muslimer såvel som ikke-muslimer, med tusinder af besøgende ugentligt. Det er vores primære opgave at fastholde denne tryghed overfor moskéens gæster. Derfor arbejder vi på følgende initiativer:
• Vi skærper sikkerheden i moskéen, særligt i forbindelse med Ramadan-måneden. Nærmere detaljer udgives i en særskilt meddelelse snarest muligt.
• Vi er i tæt kontakt med myndigheder, herunder politiet og advokater, og følger dermed efterforskningen tæt.
Vi vil opfordre til, at man holder igen med at sprede misinformation af hensyn til de involverede parter og den igangværende efterforskning samt for ikke at skabe unødig utryghed.
Vi spørger Allah, Den Almægtige, om at beskytte alle muslimer og moskeer overalt.