Fajr 04:09 | Shuruq 05:50 | Dhuhr 13:14 | Asr 17:12 | Maghrib 20:37 | Ishaa 22:12 (Mere...)

Fake News fra Venstre...

Skrevet af DIT den .

Ramadanen er en særlig højtidelig måned som sikrer at vi som mennesker får højnet vores spirituelle opmærksomhed og styrker vores fysiske formåen, og det er en måned, som alle muslimer trods deres forskellige baggrunde og kulturelle diversiteter samles om. Samles om som indvider, familier og som nationer. At faste er samtidig en handling af tilbedelse som Allah vil belønne særligt for, hvorfor man finder, at muslimer næsten uagtet deres forhold til religionen i det daglige faster denne måned. I mange andre lande har de pågældende lands regenter, ledere, statsministere og præsidenter forstået vigtigheden af denne måned, og hvor meget medmenneskeligheden og velgørenhed overfor fattige spiller en vigtig rolle for muslimerne, og derfor lykønskes muslimer verden over. Fra Trudeau til Trump og spektret i mellem ser man, at der er kommet personlige lykønskninger.

I dagens Danmark efterlader det noget at ønske, for hvor er vores egen statsminister henne? I sager som disse er der oftest en larmende tavshed, og når man så ser, at udlændinge- og integrationsministeren Støjberg direkte ønsker, at muslimerne ikke faster, kan man ikke gøre andet end at undre sig over dette korstog mod muslimer, hvor slaget nu er kommet til Ramadanen. Og det er nærliggende at tro at Statsministeren deler samme holdning.

Støjberg henviser til at man som buschauffør eller læge udgør en sikkerhedsrisiko og derfor skal man ikke faste. Atter fremviser Støjberg sin ignorance – læs: at hun udtaler sig mod bedrevidende i sin hæmningsløse jagt efter stemmer - og direkte fremfører Fake News, som hverken har hold i den praktiske hverdag for de mange hårdtarbejdende muslimer og ej heller har hold i den tilgængelige videnskabelige litteratur. Således finder man i et belgisk studie fra Universitet fra Leuven, at Ramadan hverken havde nogen negativ effekt på opmærksomheden og koncentrationen, og at hvad angår korttidshukommelsen og hånd-øjekoordinationen var der faktisk en positiv effekt. Forskerne bag studiet opdagede også en klar stigning i evnen til at kunne koncentrere sig. Og studiet er ikke enkeltstående. Således er Ramadanen en positiv faktor både fysisk og spirituelt, og der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at man som muslim bør faste, såfremt man fysisk er i stand til det. Og som alle muslimer også bør vide, så er der naturligvis undtagelser som gælder de syge, de gravide, menstruerende, rejsende, børn, svage ældre og alle de, som uagtet at de ikke falder i nogle af foregående kategorier, rent faktisk ikke kan klare at faste og derfor bør bryde fasten og indtage noget mad og drikke.

Støjberg bør selv prøve at faste, da det måske kunne øge hendes opmærksomhed og koncentration, for det synes at mangle væsentligt, når hun således fremfører Fake News og atter dæmoniserer Islam og muslimer.

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.
Læs mere... Ok Nej tak