Fajr 02:55 | Shuruq 05:05 | Dhuhr 13:16 | Asr 17:34 | Maghrib 21:26 | Ishaa 23:28 (Mere...)

Eid Ul-Adha 2021

Eid Ul-Adha er tirsdag d. 20.7.2021

Eid Mubarak

Det Islamiske Trossamfund i Danmark ønsker alle en hjertelig og velsignet Eid

I Det Islamiske Trossamfund vil der være mulighed for at bede Eid-bønnen á to omgange:

Kl. 09.00 (Khutbah på arabisk)

Kl. 10.00 (Khutbah på dansk)

Brødre og søstre er velkommen

VIGTIGT
Medbring eget bedetæppe, hold afstand, og undgå kram og kys 

كل عام وأنتم بخير

الثلاثاء 20-7-2021 هو أول ايام عيد الأضحى المبارك

الوقف الاسكندنافي في الدنمارك، إدارة ومتطوعين، يتقدمون لحضراتكم بأحر التهاني والتبريكات بمناسبة العيد أعاده الله علينا وعليكم باليمن والخير والبركات

 ستقام صلاة وخطبة العيد في الأوقات التالية

الأولى الساعة 9 باللغة العربية  

الثانية الساعة 10 باللغة الدنماركية

الصلاة للرجال والنساء

            ننصح الأشخاص الأكثر عرضة للعدوى بسبب قلة المناعة لديهم بعدم الحضور أيضا

 مهم جداً

الرجاء احضار سجادة الصلاة الخاصة بكم

الالتزام بالتعليمات المتعلقة بالتباعد الاجتماعي

تجنب المصافحة والمعانقة

 والسلام عليكم ورحمة الله وبركاته

إدارة ومتطوعي الوقف الاسكندنافي في الدنمارك

 

Udvidelse af moskéen

Udvidelse af moskéen

Det Islamiske Trossamfund har eksisteret siden 1990'erne. I 1996 flyttede vi til Nordvest. Flere generationer er født siden, men moskéen er endnu ikke blevet renoveret eller forstørret for at kunne rumme os og de nye generationer. Du har nu muligheden for at være en del af denne historiske proces, så vi alle kan tilbede Allah ﷻ under de bedst mulige rammer og forhold.

Donér til renoveringen af din og min moské.

MobilePay: 96 06 94

Kontonr.: 6266-212-400

Reg.nr.: 5501

Det Islamiske Trossamfund i Danmark

 

Status på vores 9 mio. kroners indsamling til udvidelse af moskéen

kr. 9.000.000
donation thermometer
donation thermometer
kr. 2.696.133
donation thermometer
30%
Opdateret
27-12-2020

Ibn Taymiah

Skrevet af Oversat af Karima Fahim den .

 Det syvende århundrede efter Hidjra
 Sandheden er blevet blandet med falskhed. Forvirring og religiøse misforståelser præger tiden. Sunnah er blevet overvundet af bidah (nyopfindelser, som er forbudt). Muslimerne er tvivlende og flakkende med hensyn til de religiøse anliggender. Deres styrke er svækket på grund af de vildledte skolers meninger, og folkets personlige holdninger er også svage, da mange er kommet på afveje i deres deen (religion).

 Dette var muslimernes situation på ovennævnte tidspunkt. De befandt sig på fantasiens og vranglærens vej, og de betragtede alt dette som en del af Islam. De var et let bytte for den ydre indtrængende fjende – tatarerne (mongolerne, som angreb det islamiske rige). Samtidig fandt der internt en hård undertrykkelse sted fra de tyranniske ledere og deres religiøse agenter. Alt dette fandt sted i det syvende århundrede efter Hidjra. Dengang som nu, var der brug for en religiøs lærd mand, som kunne genindføre de islamiske normer i det sociale, det økonomiske, det intellektuelle, det moralske og det politiske liv.

 Der var i sandhed brug for Ibn Taymiah!
 Der var brug for en sand lærd til at lede muslimerne ud af vranglærens mørke, så Koranens lys igen kunne gløde, og Sunnahs rette vej kunne praktiseres. Muslimerne havde brug for en sand lærd, som ikke bare ville leve mellem sine bøger, og som ikke bare ville være tilfreds med sine religiøse værker, og som heller ikke bare ville se ned på folk fra sin piedestal.

 Der var derimod brug for en religiøs lærd, som ville gå i spidsen med det islamiske flag, som ville føre jihad uden at tænke på, hvad det måtte indebære af personlige konsekvenser som forfølgelse, tortur, fængsling eller sågar døden. Muslimerne havde brug for en sand lærd, som kunne lede dem bort fra bid´ah og genopbygge deres personlighed via det Koraniske lys og Profetens (fvmh) sunnah, så de igen blev i stand til at forsvare deres deen(tro) og den muslimske ummah.


 Barndom og tidlig ungdom
 Ibn Taymiah blev født i landet Shaam (et område i det nuværende Syrien), og hans familie havde på dette tidspunkt ry for at besidde stor viden og de var ledende indenfor de forskellige grene af den i islamiske ideologi. Ibn Taymiahs bedstefar Sheikh al-Islam Majd ad-Deen Abd as-Salam var en ener i sin tid. Han var den ledende i juridiske spørgsmål og principper, og var en stor kender af ahadith, desuden havde han stor viden om de forskellige måder at recitere koran på samt dens fortolkning. Sheikh Shihaab ad-Deen Abd al-Halim, Ibn Taymiahs far, var ligeledes en prominent imam i juridiske spørgsmål, fortolket af iman Ahmad bin Hanbal. Han var også en berømt lærd i mange andre islamiske emner. Han blev udnævnt til sheikh af Ahadith Skolen i Damaskus, efter at han og hans familie flygtede dertil fra Harraan, på grund af problemerne med de angribende tatarer.
 Om fredagen havde han en stor post i den store moske i Damaskus.
 Taqe ad-Deen Ahmad bin Abd as-Salam bin Taymiah, barnebarnet og den berømte lærd, blev født i Harraan år 661 efter hijra (dvs. år 1263). Han boede der indtil sit syvende år, hvor det blev nødvendigt for dem at flygte til Damaskus pga. de hårde angreb fra tatarerne. I Damaskus lærte han at recitere Koranen udenad, og han gik i dybden med ahadith-studierne. Som ung mand var han kendt for sin usædvanlige forstand, hurtige opfattelsesevne og utrolige hukommelse. At blive en religiøs lærd (alim) var en naturlig stræben for ham, da han jo kom fra en familie med mange berømte lærde.

 Han forbløffede sine lærere og professorer med sin store kapacitet og indsigt. I en ung alder mestrede han det mest fundamentale i religionen, og han havde stor viden om at-Tafsiir (Qur´an-foklaring), al-Ahadith og det klassiske arabiske sprog. Allerede som ung deltog han i de lærdes foredrag, han debatterede med dem, og overbeviste mange af dem om sine sande religiøse meninger. Han begyndte at give fatwa (love og bestemmelser ud fra religionen), da han kun var 19 år gammel. Idet han stolede på sin hukommelse, gav han forelæsninger i Tafsiir til fredagsbønnerne, akkurat som hans far plejede at gøre.
 Han var meget optaget af ahadith og forståelsen af dem. Han var i kontakt med mere end
 to hundrede ahadith-lærde, og tilegnede sig umådelig stor viden om dette emne. Hans hukommelse var så fremragende, at han ikke glemte den mindste detalje af et hadith, selv om han fremsagde det under hastværk. Han havde ligeledes stor talent for at referere til Koran vers og kunne således bruge versene som beviser for sine argumenter.


 De politiske og sociale vilkår
 Ibn al-Atheer har beskrevet de politiske og militære vilkår, som fandtes i den muslimske verden på Ibn Taymiyahs tid med følgende ord:

”Islam og muslimerne blev igennem denne periode hjemsøgt af utallige katastrofer, som ingen anden nation nogensinde har oplevet. En af prøvelserne var tatarernes overfald.
 De kom fra øst og førte utrolige ødelæggelser og grusomheder med sig. En anden prøvelse var de begyndende korstog, som kom fra vest med retning mod Mesopotamien og Egypten. Her besatte de byernes porte, og havde nær undertvunget hele Egypten deres regler, hvis det ikke havde for Allahs Nåde og sejr over dem. Men en anden stor og langt mere alvorlig prøvelse var den splittelse, som fandtes mellem muslimerne selv, og det faktum, at de tyede til brug af våben overfor hinanden.”

I tilføjelse til denne horrible situation var Islam, som det blev praktiseret og anvist af profeten Mohammad (fvmh, blevet alvorligt udfordret af de forskellige afvigende sekter.
 Den sufistiske bevægelse anført af al-Ghazali havde vundet over mange muslimer og havde et helt konkret og fast greb i mange menneskers forstand. Desuden var forskellige uislamiske doktriner bredt accepteret af størstedelen af de lærde på Ibn Taymiyahs tid.
 Diverse sheiks og imamers systemer af læresætninger blev blindt fulgt af folk, uden at man satte spørgsmålstegn ved deres oprindelse eller kilder. Selv om der var adgang til at studere de originale kilder fra religionen, var der kun få lærde og almindelige mennesker, der så det som deres pligt at undersøge, hvorfra deres viden stammede.

 

 Ibn Taymiyahs indsats
 Dette var vilkårene i den muslimske verden på Ibn Taymitahs tid, og det var disse vilkår han prøvede at forbedre. Han var en ivrig forsvarer af religionen, både intellektuelt og i praksis. Store dele af hans arbejde bestod af kritik eller afvisning af de uislamiske ideer, som religionen var blevet gennemsyret af, men han forsvarede også bestemte punkter, som han mente atter var nødvendige at gøre muslimerne opmærksomme på.
 Den aktive rolle Ibn Taymiyah spillede i forsvaret af den sande Islam, kan bedst beskrives ved at se på hans handlekraft under tatarernes besættelse af muslimernes land. Under denne afgørende periode af Islams historie var han en uundværlig ideologisk rådgiver og støtte for militæret. Han forklarede nødvendigheden af jihad og erklærede det som den vigtigste pligt. Han brugte sine gode talegaver og hans pen var altid i gang i bestræbelserne på at højne muslimernes moral, og han greb denne lejlighed til at vække muslimernes bevidsthed omkring begrebet ”tawheed” (Allahs enhed). Han indprentede dem forståelsen af Islam og Iman, reviderede deres syn på Allah (SWT), og gav dem social og religiøs selvværd.

 Ibn Taymiyah overtalte Egypten til at sende støtte i form af tropper til Syrien, som var under tatarernes angreb. Han mindede Egypten om, at det var deres islamiske pligt at hjælpe sine brødre. Derefter deltog han i slaget mod tatarerne, og til sidst gav Allah (SWT) muslimerne sejr. Under slaget var Ibn Taymiyah altid at se i forreste linje, kæmpende mod fjenden, og hans mod og tapperhed under slaget ved Shaqhab i 702 efter hidjra (år 1304) beskrives som legendarisk.

 På den ideologiske front i forsvaret af Islam var hans største fjender helt klart sufi´erne
 og deres mestre. Ibn Taymiyah havde kun afsky tilovers for sufismens forestilling om panteisme (at Allah er et med naturen), gnosticisme (spekulative religions-filosofiske strømninger) og den endelige udsigt til religionens opgivelse. Ifølge Ibn Taymiyah var inddragelsen af disse ideer i den muslimske menighed ødelæggende, fordi de bl.a. ledte
 til politisk sløvhed, religiøse misforståelser og forhindrede et aktivt liv i samfundet.
 Størstedelen af hans intellektuelle energi blev brugt på afvisning af sufismens doktriner.

 Shi´itterne var også under hård kritik fra Ibn Taymiyah på grund af deres mange fejl i deres doktriner og praksis. Han var hård i fordømmelsen af deres forfalskninger om historiske kendsgerninger og deres omskrivning af Sunnah i forsøg på at understøtte deres egne politiske synspunkter.

 Ibn Taymiyah angreb ligeledes al-Jahamiyah og al-Jabriyah – determinister, som benægtede menneskenes ansvar for enhver af deres handlinger.
 Han anklagede al-Mu´tazilah og al-Qadariyah – rationalister, som hævdede, at den frie vilje var basis for menneskenes handlinger. Han udkæmpede også doktrinære slag mod tilhængerne af Abu al-Hasan al-Ash´ari omkring forskellige stridsspørgsmål vedrørende Allahs egenskaber samt andre spørgsmål omkring den islamiske tro.


 Som et resultat af hans konfrontation med sufi tilhængerne og de lærde, der stod for vranglæren, kunne det ikke undgås, at han fik mange fjender blandt dem. Mange af disse ledere, som udøvede politisk arbejde, brugte deres magt imod ham, og han levede en overgang i eksil i Alexandria. Under forskellige påskud blev han fængslet tre gange, og hans skriverier blev bandlyst. Den tredje gang i fængslet blev det ham også forbudt at læse, skrive eller have nogen forbindelse med familie og venner.

 Ibn Taymiyah var ubøjelig i sin anvisning af vejen, som førte til sand religiøs viden. Sagt med hans egne ord: ”Profeten (fvmh) har vist os religionens fundament og dens anvendelse, religionens hensigt og fremstilling og dens intellektuelle omfang. Dette faktum er grundlæggende for det fundamentale i viden, tro og praksis; og den som har en stærk tilknytning til dette fundament, er nærmest sandheden – både i viden og i handling.”


Hans død
 Ibn Taymiyah mente ellers, at hans fængslinger udgjorde en kærkommen afveksling, som han bød velkommen; det gav ham en mulighed for at arbejde og tænke, men da hans bøger blev taget fra ham under den tredje fængsling og det også blev ham forbudt at skrive om religionen, var det imidlertid den strengeste straf, der kunne overgå ham, og som et resultat sygnede han hen og døde i sin celle i Damaskus i år 728 (år 1328).

 Nogle af hans kommentarer til fjendens angreb var:
”I dette liv er der et paradis, som må findes, før man kan nyde glæderne i det kommende liv.”
 ”Hvad kunne mine fjender have skadet mig med? Min himmel og mit paradis er i mit bryst; hvor end jeg går, er de mine ledsagere.”
 ”Min fængsling er kun en mulighed for at være alene; min mishandling er kun et bevis; mit eksil fra mit land er kun en ferie.”

Under den sidste fængsling, fremsagde Ibn Taymiyah denne du´a til Allah (SWT): ”Almægtige Allah, hjælp mig til at huske Din Godhed, at takke Dig og tilbede Dig med ægte hengivenhed, ifølge Din vilje.”

Tags: DSM - Biografier

Islamguide.dk

IslamGuide.dk

Find os på Facebook

wakf facebook

DIT Youtube

wakf tube

Doner med MobilePay

Når du besøger www.wakf.com bliver der lagt cookies på din computer, tablet eller mobiltelefon. Vi bruger cookies til webanalyse og statistik, så vi kan se, hvordan brugerne anvender hjemmesiden. Formålet er løbende at kunne optimere, videreudvikle og forbedre hjemmesiden. Statistikken bliver udelukkende brugt til vores interne brug.